-
Nu kan tusindvis af FCK-fans snart glæde sig – hoppeforbud tæt på at blive ophævet
ソース: BDK Finans / 14 11 2024 12:10:07 America/Chicago
Går alt efter planen, kan hovedparten af FCKs fans godt gå i gang med at glæde sig til, at den kommende sæson begynder efter sommerferien i 2025. For på det tidspunkt vil det meget omtalte hoppeforbud i Parken blive ophævet, og de mest inkarnerede fans af FCK kan igen hoppe koordineret til klubbens kampe. Det bliver i første omgang den nedre del af B-tribunen – den såkaldte stemningstribune – hvor det bliver frit igen at hoppe, mens det på den øvre del kan tage lidt længere tid at finde en løsning. Det fortæller Parkens administrerende direktør, Jacob Lauesen, i et interview med Berlingske, efter at de op til 8.000 fans på den ene endetribune siden marts 2023 har haft forbud mod at hoppe i takt. »Vi ved nu, at man på et tidspunkt kan hoppe på B-tribunen igen. Når næste sæson begynder, ser det ud til, at det bliver muligt,« siger Jacob Lauesen. De koordinerede hop har særligt skabt problemer på B-tribunen i nationalarenaen – stadionets stemningstribune, som i FCK-regi kaldes for Sektion 12. Målinger fra en FCK-kamp i foråret 2023 viste, at når 8.000 mennesker hoppede, var det så belastende for tribunens fundament, at der i korte sekvenser blev skabt et tryk, som oversteg den belastning, man forventede, da tribunen blev bygget i starten af 1990erne. Nye stålbjælker i tribunen Siden har konsulenthuset Rambøll gennemgået udfordringerne på tribunen. Den undersøgelse har vist, at der ikke er noget galt med betonen eller konstruktionen. Men Parken blev oprindeligt ikke bygget til de koordinerede hop, og derfor skal der ske ændringer. »Tribunen skal forstærkes og understøttes. Det gør vi ved at sætte nogle store stålbjælker ind der, hvor det har været allerværst. Det kommer til at stoppe eller begrænse de svingninger, som er opstået ved de koordinerede hop,« siger Jan Vig Pilegaard, der er afdelingsleder i Rambøll. Det kommende konstruktionsarbejde begynder efter planen i vinterpausen. Det sker, efter at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune netop har givet den endelige byggetilladelse. Processen med at finde en løsning har blandt andet medført, at Parken har haft besøg af en borerig, der har boret ni meter ned i jorden omkring B-tribunen for at teste fundamentet, før selve konstruktionen går i gang. »Det har man gjort, fordi man ikke bare kan stole på, at de gamle tegninger er korrekte, og derfor har man været nede og kontrollere, om fundamentet går så langt ned i jorden, som tegningerne viser. Det viste sig, at alt var, som det skulle være,« siger Jacob Lauesen. Endnu ikke frit på hele tribunen Han siger, at en entreprenør nu skal vælges og herefter hurtigt vil gå i gang. Arbejdet med den nederste del af tribunen er planlagt til at være afsluttet, så fansene kan hoppe koordineret, når næste sæson begynder i sommeren 2025. »Vi skal forstærke tribunen ned mod fundamentet, så den store energi og de svingninger, som hop udløser, skal gå ned i jorden i stedet for ind i tribunen. Nu har vi bedt entreprenøren om at komme med en anbefaling til, hvordan vi gør det her bedst muligt i forhold til vores kampprogram,« siger Jacob Lauesen. Rambøll understreger, at det endnu er for tidligt at give et bud på, hvornår hoppeforbuddet på den øvre del af B-tribunen kan blive ophævet. Det skyldes, at konstruktionen her er lidt anderledes. »Det er mere kompliceret med løsningen på øvre B. Vi skal gøre noget, som ikke bliver rigtig dyrt, eller hvor vi ikke skal bygge noget, som bliver uhensigtsmæssigt for publikum. Det er en udfordring på grund af den måde, tribunen er bygget på. Vi har løsningen for nedre, mens vi for den øvre tribune fortsat arbejder på forskellige muligheder,« siger Jan Vig Pilegaard fra Rambøll. Parken har de senere år i det hele taget været kritiseret for ikke at leve op til de standarder, der ellers kræves af et moderne stadion. I april besluttede Parken at bruge mere end 100 millioner kroner på at forbedre indgangsforholdene og toiletterne og på initiativer til at mindske de traditionelt lange køer til ølboderne. »Vi kigger på flere ændringer generelt på tribunen. Vi udvider selvbetjeningsboderne og ændrer på toiletfaciliteterne. Men det sker uafhængigt af de forandringer, som sker i forbindelse med hoppeforbuddet,« siger Jacob Lauesen. Nej til 50.000 tilskuere Sideløbende har fodboldunionen DBU flere gange opfordret til, at man udvider Parken til at kunne tage 50.000 tilskuere mod de nuværende 38.000. Men DBU har siden erkendt, at de hverken har afsat penge til projektet eller har nogen plan for, hvordan målsætningen kan realiseres. Og de store drømme om et større nationalstadion på Østerbro er de seneste måneder begyndt at tegne stadig mere urealistiske. Blandt andet har de store pensionskasser, der tidligere har været kædet sammen med projektet, ifølge Berlingskes oplysninger afvist at komme med kapital til at finansiere forandringerne. Jacob Lauesen understreger, at Parken vil fortsætte med at forbedre forholdene, men at de helt store planer stort set er skrinlagt. Han siger, at planerne om en udbygning til 50.000 tilskuere er langt væk, og et stadion med plads til 38.000 passer FCK godt. Nu skal forholdene forbedres. »Det handler om, at tilskuerne skal kunne komme ordentligt ind, kunne købe noget at drikke og gå på toilettet uden at stå i kø i en halv halvleg. Den oplevelse, vi tilbyder nu, er ikke som på et moderne stadion, og det man bør kunne forvente i Parken,« siger Jacob Lauesen. Parken blev bygget i 1992. Problemerne med koordineret hop er særligt blevet vanskelige, efter at FCK har haft en stor fremgang i antallet af tilskuere siden coronatiden. I sidste sæson var der flere end 28.000 tilskuere i gennemsnit til FCKs kampe i superligaen. Før pandemien lå tallet på godt 17.000. https://www.berlingske.dk/virksomheder/nu-kan-tusindvis-af-fck-fans-snart-glaede-sig-hoppeforbud-taet-paa-at